Naturstyrelsen
Att.: Jura
Haraldsgade 53
2100 København Ø
Pr. mail til nst@nst.dk
12. august 2011
Vedr. Forslag til lov om ændring af lov om planlægning, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (digital annoncering m.v.)
Ugeaviserne har med tak modtaget Naturstyrelsen forslag til lov om ændring af en række love med henblik på at indføre hjemmel til generelt at tillade digital annoncering.
Indledningsvis ønsker Ugeaviserne at udtrykke stor bekymring for de foreslåede ændringer. Ugeaviserne har stor sympati for at forenkle og afbureaukratisere, men når forenklingen sker på bekostning af borgernes retssikkerhed og inddragelse i relevante anliggender, finder Ugeaviserne at afbureaukratiseringen får for høj en pris. I forlængelse heraf finder foreningen det helt og aldeles uforsvarligt at implementere elementerne fra Udfordringsretten på annonceringsområdet inden der er foregået en evaluering af ordningen. Man kender simpelthen ikke konsekvenserne af, at borgerne ikke mere automatisk har lige adgang til kommunal information og Ugeaviserne opfordrer som et minimum til, at man venter med implementeringen af denne del af lovpakken, til en evaluering af Udfordringsretten vedrørende kommunal annoncering har fundet sted.
Ugeavisernes primære bekymring er, at man fjerner borgernes mulighed for at orientere sig i for dem, helt essentielle problemstillinger om deres hverdag. Den lokale ugeavis er gratis, den kommer hver uge direkte til alle, der ønsker det, og rummer en blanding af annoncer og redaktionelt bearbejdet materiale.
I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at digital annoncering alene kan ske digitalt på myndighedens hjemmeside. Ugeaviserne finder at lovændringen med denne formulering fuldstændig tilsidesætter de øvrige krav til at annonceringen er passende, betimelig og effektiv. Det er muligt, at denne annonceform synes effektiv for afsender, men den kan så langt fra siges at være effektiv for borgerne. Styrelsens holdning svarer til, at Vandforsyningen besluttede at lukke for folks vandhaner, men i stedet glædesstrålende meddelte, at de selv kunne hente vandet i byens brønd på torvet. Forskellen er imidlertid at borgerne nok skulle komme i tanker om, de mangler vand, men at det langt fra er sikkert, at borgerne opdager, at de mangler information. Det gør de først når, kommunen iværksætter handlinger, der ikke er kendt i offentligheden endsige debatteret.
Borgerne vil fremover få mindre information om kommunale tiltag, sjældnere information om kommunale tiltag og ikke mindst er det en reel fare at kommunen fremover kan implementere uønskede tiltag uden at den fornødne lokale debat rejses. Implementeres disse foreslåede ændringer, må man som et minimum kræve, at annonceringen sker på de redaktionelt bearbejdede lokale websites, der servicerer den største andel af borgerne.
I et projekt gennemført af Miljøministeriet v. Naturstyrelsen og Fonden Realdania har man undersøgt, hvordan man inddrager virksomheder og borgere i den fysiske planlægning med det formål at fremlægge forslag og anbefalinger til forbedring af borgernes og andre interessenters inddragelse i kommunernes planlægningsprocesser. I rapporten henvises bl.a. til at borgerne ER interesserede i at diskutere og debattere lokalplaner. Der gøres indsigelser mod 91% af alle planer og det er Ugeavisernes overbevisning, at dette tal vil falde som en følge af de nye lempeligere krav til annoncering. Et fald er muligvis en gevinst for afsender, der dermed slipper af med engagerede krakilske borgere, men det kan ikke være i demokratiets interesse eller i en given oppositions interesse, at der ikke mere informeres om forestående projekter til en bredere kreds end de top-engagerede, halvprofessionelle debattører, der vil holde løbende øje med en hjemmeside. I rapportens anbefalinger oplistes en række problematiske spørgsmål vedrørende inddragelse af borgere. Specielt fremhæves at: ”Projektgruppen kan ikke umiddelbart anbefale, at inddragelse på Internettet erstatter de mere traditionelle værktøjer”.
I bemærkningerne fremhæves, at lovforslaget indgår som et element i regeringens opfyldelse af flerårsaftalen fra 2008 om frigørelse af ressourcer til borgernær service i kommunerne. Ifølge aftalen mellem regeringen og KL kan der ifølge bilaget til aftalen spares 35 mio. kr. på dette initiativ. Fordelt på 98 kommuner betyder det en gennemsnitlig besparelse på 350.000,- om året. Ugeaviserne finder, at det er en meget ringe besparelse at opnå, når konsekvenserne er, at borgerne, beboerne og vælgerne i kommunen ikke mere kan finde kommunalinformation om oprensning af byggegrunde, lokalplan tiltag, vandmiljøplaner mm., i det ubetinget mest brugte medie lokalt.
I forlængelse af ovenstående er det også nødvendigt at bemærke en række helt forkerte tal i bemærkningerne til lovforslaget. Det fremgå af bemærkningerne, at ”offentliggørelse på en myndigheds hjemmeside må i den henseende i dag antages at være lige så effektiv som annoncering i stedlige aviser og dagblade”. Først nævnes andelen af forskellige aldersgrupper, der har adgang til internettet hjemmefra. Og disse tal er givetvis korrekte. Under halvdelen af de 65+ årige falder i denne kategori. Halvdelen af alle danskere over 65 år fratages altså den mulighed de har i dag for at orientere sig om kommunale tiltag. Dernæst fremhæves nogle læsertal for læsning af regionale/lokale dagblade, der langtfra er dækkende, idet de officielle læsertal viser, at over halvdelen af alle danskere er i kontakt med disse dagblade hver uge. Afslutningsvist nævnes det, at 5 pct. læser de lokale gratis ugeaviser, på ugentlig basis. Det tal er simpelthen helt forkert, idet mere end 70% af alle danskere læser den lokale ugeavis hver uge. Selv blandt de aller yngste målgrupper er tallet over 40% hver uge og for den aldersgruppe, der ikke har adgang til internettet hjemmefra er det knap 90% hver uge .
Til sammenligning har de kommunale websites meget beskedne besøgstal. Besøgstal der slet ikke kan sammenlignes med den udbredelse som en information får hvis den trykkes i den lokale ugeavis. I forbindelse med en analyse gennemført at Ugeaviserne og TNS Gallup i juni 2011 har nogle af de største kommuner f.eks. Odense kommunes website en tilnærmet ugentlig dækning blandt sine borgere på mellem 3-7%.
Ugeaviserne finder på baggrund af ovenstående, at det er nødvendigt helt at genoverveje, hvorvidt den foreslåede lovændring bør gennemføres. Gennemføres tiltaget, bør man sikre, at der som minimum er tale om et reelt alternativ til trykt annoncering, dvs. i lokale digitale medier der når bredere ud end kommunernes websites.
Ugeaviserne står naturligvis til rådighed vedrørende overstående og beder samtidig om et møde, hvor høringssvaret kan uddybes. Henvendelse herom kan rettes til sekretariatschef, cand. merc. Marianne Bugge Zederkof på tlf. 33 97 40 00 eller e-mail mbz@ugeaviserne.dk
Med venlig hilsen
Ugeaviserne
Marianne Bugge Zederkof